Lige nu for mig: at min far der er ved at forlade denne jord. Det er svært at begribe han skal bort. Svært at se kroppens forfald. Smerterne. Og så er der sorgen over at skulle miste. Fortvivlelsen over ikke at have flere timer med ham.
Alt imens tiden går sin gang og kroppen forfalder, har vi pårørende mulighed for at reflektere. Sige det sidste der skal siges. Mærke de følelser der skal mærkes. Og gøre op med vores relation. Det prikker til værdierne i vore egne liv. Og giver os mulighed for at se vore egne liv tydeligere. Justere i prioriteringerne.
Men hvor kommer livsglæden ind i denne forbindelse.
I buddhismen siger man livet har 4 grundlidelser: fødsel, sygdom, alderdom og død. Helt forsimplet går buddhistisk praktisering går ud på at lindre disse grundlidelser og herigennem kort fortalt opnå oplysning.
Sidste gang jeg kørte hjem efter at have besøgt mit far et døgn, gik det op for mig på vej hjem, at jeg var nødt til at være tæt på ham i den sidste tid. Være tæt på så jeg kunne mærke, hjælpe og chante for ham.
For det føles nødvendigt. På trods af at det er hårdt. Det var nødvendigt at være tro over for mig selv. Ikke vende ryggen til. Gå til opgaven med åben pande. Være der. Gøre en forskel.
Det er livsglæde for mig:
At gøre en forskel.
Være hvor der er brug for mig.
Gøre det der føles rigtigt i hjertet.
Mærke livets værdi gennem kontakten med sygdom.
Mange kropsfunktioner skal udgå i den sidste tid. Musklerne bliver tyndere. Organerne sætter ud og måske man ikke kan tænke klart længere. Det er også nødvendigt. For døden er en nødvendighed for os alle. En nødvendighed for at leve livet.
I buddhismen siger man at man lever bedst når man forholder sig til døden med åbne øjne. Lever hver dag som var det den sidste. Hvad ville du gøre i dag hvis det var din sidste?