De sidste halvanden uge samledes den nærmeste familie og varetog personlig pleje, omsorg og skabte det bedste Nærvær, så min far kom smukt og rigtigt herfra – i eget hjem. Det var smukt at opleve så meget kærlighed og samarbejde om et fælles mål, på trods af forskelligheder. Vi spiste ved sygelejet, talte blidt – og til tider højt. Tog imod plejepersonale, læge og sygeplejersker. Blev enige om mængden af smertestillende. Deltes om de hårde nattevagter. Delte sjove, smukke og svære minder. Fordi for hver og en af os har du betydet noget forskelligt. Noget helt særligt.
Det var dog svært at se kroppens forfald og være vidne til smerterne. Og man undres – hvordan kan en krop, en mand der har været stærk hele sit liv, blive så tynd og svag. Men gaven i det lå i at døden faktisk også kan være smuk. Hvorfor? Ja, for mig fordi den gør mig opmærksom på hvor vigtigt det er at værdsætte livet mens man har det. Behandle det med taknemmelighed og nænsomhed. Med værdsættelse og kærlighed.
Særligt det sidste åndedrag gjorde indtryk på mig. Eller måske var det den sidste halve time, hvor åndedrættet blev højere og højere og langsommere og langsommere. Vi var alle omkring min far. Og det var som at være vidne til livet udrandt på fredeligste og smukkeste vis. Jeg kom til at tænke på de gamle indere i yogatraditionen der mener at hvert enkelt menneske er tildelt et antal åndedrag. Og yogaen derfor er lagt an på at man skal trække vejret laaangsomt.
I ’Min sidste vilje’ (afdødes nedskrevne ønsker til begravelsen) stod der at min far ønskede jeg holdt tale i kirken med min bror – ingen præst.
Men hvordan skriver man en tale samtidigt med at man er i dyb sorg? Og hvor meget nævner man det der var svært? I min proces ugen op til begravelsen gennemgik jeg mange følelser og tanker. Og det endte med en smuk og højt rost tale af over 100 tilhørere. Jeg tror den rørte fordi den udtrykte sårbarhed, ærlighed og dyb kærlighed i en god blanding – med en poetisk stemning.
Nogle af de sidste ord i min tale lød:
Citat: Livet er det mest værdifulde af alle skatte.
Selv en ekstra dag I livet er mere værd end ti tusind stykker guld.