Jeg stillede mig selv spørgsmål så som:
Hvorfor var det så rart at få massage?
Hvorfor var man så afslappet bagefter?
Og hvordan kunne det være man ikke kunne have det så rart hele tiden?
Da jeg som 23-årig begyndte at læse til Fysioterapeut, blev spændinger behandlet som noget der skulle tvinges væk med hård massage, ultralyd eller laser, synes jeg.
Hvad blev der af den blide holistiske tilgang, tænkte jeg. Hvad nu hvis personens spænding skyldtes angst eller stress, så kunne man måske ikke massere det væk.
Jeg begyndte jeg at interessere mig for alternative behandlingsformer. Og begyndte at gå til kropsterapien Body-sds. Her mærkede jeg på egen krop hvordan kropslige spændinger blev transformeret gennem tryk, ryst mm., så følelser kom til udtryk og energi blev frigivet.
Til sidst blev det dog for meget at få løsnet alle de spændinger, da der ikke blev samlet op med samtale, når barndomstraumerne kom frem. I stedet for at føle mig energifuld og godt tilpas efter behandlingerne begyndte jeg at føle mig skrøbelig og ensom.
Lige siden har det interesseret mig at kombinere støttende og indsigtsgivende samtale med kropsterapi. For herigennem oplever jeg at mennesker kan mødes med respekt for den sårbarhed vi alle bærer rundt på.
Efter min mening skal kropsterapi have en vekselvirkning mellem at udvikle og støtte personen. For eksempel bærer man rundt på en kraftig angst, nytter det ikke noget at bore fingrene ind i spændingerne.
Spændinger fungerer måske netop som kroppens måde at beskytte den angstramte mod at angsten fylder det hele. Og løsnes de spændinger, kan man måske ikke fungere i sin dagligdag. Så hellere løsne spændinger lidt af gangen, i mens man sammen bliver klogere på hvad de skyldes.