Transformation, giv slip

På vej ind i vinterferien slår det mig efter et par ugers krævende arbejde – at jeg er nødt til at give slip på tanken om hele tiden at skulle være et skridt foran. Er man hele tiden et skridt foran stresser man kroppen. Ja sindet gør. For det tror at løsningen i at nå fra a til z lykkes bedre hvis bevægelserne gøres hurtigere. Udføres uden hjerte. Uden bevidsthed. Uden nærvær. Pyt – siger sindet, nærværet kan du altid komme tilbage til. Det er jo lige ved hånden. Men man kan komme så langt ud over sit nærværs grænse, at det ikke er lige ved hånden længere. Snarere at man er nødt til at træde flere skridt tilbage for bare at få et glimt af det.

Hvorfor har man så så travlt med at stikke af fra nærværet? Hvorfor bliver vi stressede? Hvad er det vi har så travlt med? Og hvorfor?

Måske er det angst. Angst for at hvis jeg ikke handler på dén tanke lige nu. Eller hvis jeg glemmer at det gjort. SÅ vil der ske noget frygteligt. Måske spøger fortiden og så lidt. At man har glemt ting tidligere eller handlet for sent, og så er der sket noget uheldigt, mindre godt.

Men lad os lege med tanken om, at det at vise fuld tillid til os selv og den rytme der er naturlig for os – det tempo – så vil vi havne det perfekte sted på det perfekte tidspunkt. Hvis det nu var sandheden hvordan ville du så prioritere og handle lige nu? Leg med tanken om at går vi imod vores naturlige rytme og tempo, så havner vi alligevel et sted der ikke gavner os – eller andre for den sags skyld. For vi hænger jo sammen tror jeg i den grad på.
Jeg er i den grad klar til at give slip for en stund. Lade tankerne flyde. Slappe af. Synke ind i et tempo hvor kroppen kan følge med. Åndedrættet falde ind i en naturlig rytme. Glane over landskabet uden at skulle fæste øjnene på noget bestemt. Gå på ferie. Og nyde et spaophold med min mand, som jeg har været sammen med 15 år.

At give slip er tillid. Til os selv, til livet – at vi kan rejse os op når vi falder. Ikke hvis vi falder. For vi falder alle ind imellem. Så er det vigtigt vi kan stole på at kroppen og sindet kan rejse sig op igen. At benene bærer og armene støtter. At vores sind tror på os selv, på livet. Lad den tillid starte i dig – lige nu. Min opfordring i denne uge er at give lidt slip på det i dig der kontrollerer og styrer…og se hvad der kan blomstre frem af overraskelser og små mirakler.